tirsdag den 28. november 2017

artikkel fra TV2 Østjylland

Vælgermøde i landsbyklynge: - Vi er også en del af kommunen


Op mod 150 tilhørere var dukket op til aftenens vælgermøde i Laurbjerg mandag aften.

13. nov 2017 kl. 21:30

Mandag aften var der vælgermøde i Laurbjerg, hvor det blandt andet blev diskuteret, hvad der skal ske med de små landsbyer

AF LOUISE FISCHER

Bøstrup, Houlbjerg, Granslev og Laurbjerg. Fire landsbyer i Favrskov Kommune, der er gået sammen og nu betegner sig som en landsbyklynge, kaldet Favrskov4ren. Og det er nødvendigt, at de mindste byer står sammen, hvis man spørger næstformanden for landsbyklyngen.

- Vores fordel som landsbyklynge er helt sikkert, at vi nu lærer hinanden meget bedre at kende i de fire landsbyer, og så er vi blevet meget bedre til at udnytte og deles om de   ressourcer, hver landsby har. Det gjorde vi ikke førhen, siger Peter Lange, der er næstformand i Favrskov4ren til TV2 ØSTJYLLAND.

Mandag aften havde landsbyklyngen derfor inviteret til vælgermøde på Laurbjergskolen. De ville have svar på, hvad de kan forvente, der kommer til at ske med deres små landsbyer efter kommunalvalget.

- Jeg oplever som sådan ikke, at kommunen ikke uddeler penge til os i de små landsbyer. Problemet ligger mere i, at vi mangler hjælp til, hvordan vi får hænder til at hjælpe os med de tiltag, vi får tildelt penge til, siger Peter Lange, der er næstformand i Favrskov4ren.

Vi tror nu, at vores fordel er den korte afstand til Aarhus, men vores største aktiv er i virkeligheden lokalsamfundene.

Torben Christensen, byrådskandidat, Radikale Venstre

Én af de inviterede politikere mener, at Favrskov i langt højere grad skal promovere sig selv på de lokalsamfund, der er.

- Jeg tror, vi skal tænke anderledes, end vi gør nu. Vi tror nu, at vores fordel er den korte afstand til Aarhus, men vores største aktiv er i virkeligheden lokalsamfundene, som er tæt på natur. Der, hvor der er et aktivt lokalsamfund, der søger folk også til, og vi har brug for nærheden, siger Torben Christensen, der er byrådskandidat for Radikale Venstre i Favrskov.

Trinbræt tilbage til Laurbjerg
Et af hovedemnerne til aftenens vælgermøde var offentlig transport i kommunen. I de små landsbyer er der langt færre busser end tidligere. Det skal der laves om på, hvis man spøger Enhedslisten:

- Der er så meget kollektiv trafik, der ikke hænger ordentligt sammen lige nu. Jeg tror, at løsningen er, at man får nogle sammenhængende områder frem for tilfældige ruter. Og desuden vil det være bæredygtigt, hvis man kan få nogle landsbybusser, siger Bodil Kvistgaard Olsen fra Enhedslisten.



Kandidater fra samtlige ti partier i Favrskov Kommune var med til at debattere landsbyernes fremtid til aftenens vælgermøde.

Ud over landsbybusser var der en meget konkret debat om et trinbræt i Laurbjerg, som flere borgere og politikere har ytret, at de gerne vil have tilbage. Der har tidligere været en togstation i byen, men jernbanestrækningen blev nedlagt i 1982, og siden da har borgerne kæmpet for at få trinbrættet tilbage.

- I weekenderne og om aftenen er der ingen mulighed for at komme til Hadsten eller Aarhus fra Laurbjerg. Det er problematisk for mange unge og også os, der arbejder uden for Laurbjerg. Jeg vil så gerne bruge toget, fordi jeg er træt af at holde i kø i min bil. Og så kan man bruge Aarhus kulturelt på en anden måde, hvis man ikke skal køre, siger Peter Lange, der er næstformand i Favrskov4ren.

Til vælgermødet spurgte nogle af tilhørerne ind til, hvad politikerne vil gøre ved mobildækningen i kommunen, der flere steder ikke fungerer optimalt.

- Vi har MobilePay i forsamlingshuset i Granslev, og det er virkelig en dårlig ide, for det fungerer aldrig, siger Peter Bek-Thorngreen fra Granslev.

Og netop mobildækningen mener Liberal Alliances Bo Berger, man skal satse stort på at forbedre:

- Jeg bor selv i en landzone, selvom det kun er én kilometer uden for Hammel centrum. Og der kan jeg ikke få bredbånd. Det synes jeg helt sikkert, vi skal gøre mere for at få bredt ud, for det er så nødvendigt med gode forbindelser i dag, fortæller Bo Berger til TV2 ØSTJYLLAND.

mandag den 27. november 2017



Her går det godt: "Jobfesten i Østjylland fortsætter"




Antallet af jobs i Østjylland er det højeste i de seneste 10 år




Business Region Aarhus
Består af 12 østjyske kommuner, en million borgere og en halv million arbejdspladser. Den østjyske millionby er landets største vækstområde uden for hovedstaden og står for eksempel for over 20 procent af landets industrieksport. Blandt regionens styrker er informations- og kommunikationsteknologi, produktion og innovation af fødevarer og industriproduktion.
Kilde: Business Region Aarhus

Det går godt med beskæftigelsen i Østjylland. Sådan lyder det fra Business Region Aarhus, der består af 12 østjyske kommuner.
Ifølge nye tal fra Business Region Aarhus er der alene i det seneste år skabt 7.000 nye fuldtidsjobs i den private sektor i de 12 østjyske kommuner. Det svarer til en vækst på tre procent, hvilket er over landsgennemsnittet på 2,3 procent, og der er nu 450.000 lønmodtagerjobs i regionen, hvilket er er mere, end da finanskrisen begyndte i 2008. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
"Den østjyske jobfest fortsætter. Omregnet til fuldtidsstillinger er der skabt mere end 21.000 fuldtidsstillinger siden 2. kvartal 2013, som var krisens beskæftigelsesmæssige lavpunkt i det østjyske. Herefter har vi hvert år ligget over landsgennemsnittet i forhold til jobskabelse," siger Peter Sørensen, der er borgmester i Horsens Kommune og medlem af formandskabet i Business Region Aarhus.

Det er især inden for sektorerne 'Møbler og beklædning', 'Bygge og bolig' samt 'Turisme', der er skabt nye arbejdspladser. Alle disse sektorer har internationale aktiviteter, og det understreger behovet for sprogkompetencer hos medarbejderne samt international arbejdskraft, siger Peter Sørensen.

tirsdag den 14. november 2017

Vælgermøde 13/11 2017


Et stort tak for det meget vellykkede vælgermøde i går i Laurbjerg.
Der blev vendt mange ting og der blev fremført mange synspunkter, men der skal lyde en stor ros til vores politikere der deltog. Ikke alene var de gode til at give hinanden plads og fatte sig i korthed, de skaber en stemning af konstruktivt samarbejde på tværs. Naturligvis diskussion på grund af de forskellige holdninger, men i en venlig atmosfære krydret med venskabeligt drilleri.
Uanset holdninger er vi godt tjent med
Socialdemokraterne Nils Borring
Venstre Flemming Nørgaard
Dansk Folkeparti Niels Kallehave 
Konservative Rene Schneider 
Enhedslisten Bodil Kvistgård 
SF Henriette Stein Knudsen 
Radikale Venstre Torben Christensen 
Liberal Alliance Bo Berger 
Ny Borgerlige Benny Jensen 
Alternativet Jørgen Thiele
Tak til jer.

TV2 Østjylland har skrevet en rigtig fed artikel om vores vælgermøde. :-)
Læs her:

Her er lidt billeder fra vores vellykkede vælgermøde.
Endnu engang tak til fremmødte tilskuere og politikere. Vi er alle meget opmærksomme på, at de valg vi tager kan få stor betydning for lige netop os.
Her er vores lineup af politikere. Konferencier Peter Bek-Thorngreen ser måske en smule bekymret ud, men generelt var det både en god stemning og gode ting, der kom frem.
Teatermaskerne lige over de to borgmesterkandidaters hoveder, kan man lægge i, hvad man vil. Den hang der i forvejen:-)


Der var virkelig mange fremmødte. 150 hoveder.
Der blev stillet en del spørgsmål. Mange drejede sig om trafik og veje. Man vil naturligvis gerne have forbedringer og fornyelser, men ikke for en hver pris og ikke uden at man hører dem, der bliver berørt også.
Er prisen for elektriske tog at man lukker vejbroen ved Laurbjerg, så er der en udgift større end den økonomiske pris i form at det kaos det er at mangle en forbindelse mellem byerne. Findes der ikke andre muligheder? Er det virkelig den pris værd?
Vil man et trinbræt i Laurbjerg, eller vil man det ikke? Bliver vi hørt i beslutningen?
Skal vi bruge penge på en letbane eller er de penge bedre brugt på så mange af de andre udgifter der er? Transport er vigtig, men hvor meget vil vi bruge på det? Er letbanen fremtiden eller er det andre løsninger?


Se Favrskov4rens hjemmeside her: www.favrskov4ren.dk

Med venlig hilsen

Favrskov4ren.dk

Webmaster
Peter Kure Bek-Thorngreen

favrskov4ren@gmail.com