mandag den 27. november 2017



Her går det godt: "Jobfesten i Østjylland fortsætter"




Antallet af jobs i Østjylland er det højeste i de seneste 10 år




Business Region Aarhus
Består af 12 østjyske kommuner, en million borgere og en halv million arbejdspladser. Den østjyske millionby er landets største vækstområde uden for hovedstaden og står for eksempel for over 20 procent af landets industrieksport. Blandt regionens styrker er informations- og kommunikationsteknologi, produktion og innovation af fødevarer og industriproduktion.
Kilde: Business Region Aarhus

Det går godt med beskæftigelsen i Østjylland. Sådan lyder det fra Business Region Aarhus, der består af 12 østjyske kommuner.
Ifølge nye tal fra Business Region Aarhus er der alene i det seneste år skabt 7.000 nye fuldtidsjobs i den private sektor i de 12 østjyske kommuner. Det svarer til en vækst på tre procent, hvilket er over landsgennemsnittet på 2,3 procent, og der er nu 450.000 lønmodtagerjobs i regionen, hvilket er er mere, end da finanskrisen begyndte i 2008. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
"Den østjyske jobfest fortsætter. Omregnet til fuldtidsstillinger er der skabt mere end 21.000 fuldtidsstillinger siden 2. kvartal 2013, som var krisens beskæftigelsesmæssige lavpunkt i det østjyske. Herefter har vi hvert år ligget over landsgennemsnittet i forhold til jobskabelse," siger Peter Sørensen, der er borgmester i Horsens Kommune og medlem af formandskabet i Business Region Aarhus.

Det er især inden for sektorerne 'Møbler og beklædning', 'Bygge og bolig' samt 'Turisme', der er skabt nye arbejdspladser. Alle disse sektorer har internationale aktiviteter, og det understreger behovet for sprogkompetencer hos medarbejderne samt international arbejdskraft, siger Peter Sørensen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar