mandag den 11. juni 2018

Alternativet inviterer til møde: Hvad vil vi i Favrskov med den lokale kollektive trafik?


Hvad stiller vi op med de regionale besparelser på den kollektive trafik? Er letbanen den rigtige investering for Favrskov? Kan vi få mere og bedre lokal kollektiv trafik for pengene? Eller kan vi i virkeligheden få det hele?
Det vil vi i ALTERNATIVET gerne diskutere med alle i Favrskov. Derfor inviterer vi borgere, lokalråd og andre relevante organisationer til en aften, hvor vi vil prøve at afdække de behov for bedre kollektiv trafik, man har rundt i kommunen.
Arrangementet finder sted den 20. juni kl. 19.00 i Sløjfen i Hadsten.
Peder Meyhoff foreslog i forrige nummer af lokalavisen, at byrådet sætter gang i forsøg med at inddrage borgerne i udviklingen af en smartere kollektiv trafik, der kan give flere passagerer. Det vil vi gerne støtte, og vi håber, at vores længe planlagte møde kan være fødselshjælper hertil.
Mødet vil forløbe nogenlunde sådant.
Først vil Alternativets medlem af regionalrådet, Rasmus Foged, fortælle om de besparelser, der påtænkes fra regionsrådet og hvilke konsekvenser, det kan få for Favrskov.
Herefter skal vi i fælleskab prøve at skitsere, hvilke behov, der er lokalt rundt omkring i kommunen. Både internt i kommunen, men også i forhold til nabokommunerne.
Slutteligt bliver der mulighed for at drømme. Hvad kunne være de bedste løsninger på de behov, som aftenen har identificeret?
Hvis dette lykkes, er der et rigtigt godt grundlag, at arbejde videre med.
Så mød og giv dit bidrag.
Jørgen Thiele, talsperson for Alternativet i Favrskov
Vestergade 14, Hinnerup

onsdag den 6. juni 2018

VM på Storskærm !



VM på Storskærm !
Landsbysamarbejdet Favrskov4ren er stolte af - i samarbejde med henholdsvis Granslev forsamlingshus, Laurbjerghallen og Lilleåskolen - at kunne præsentere VM I FODBOLD på storskærm!!!
Det er GRATIS at komme og se med, og der kan købes øl, vand og diverse spiseligt!

Første indledende kamp d 16/6 vises i Granslev
- ikke i forsamlingshuset, men i festsalen på adressen: Granslev Byvej 2
Kampstart kl. 18:00 Danmark - Peru

Da anden kamp mod Austalien d. 21 allerede starter kl 14, er vi ikke i stand til at arrangere fremvisning af den.

MEN

Den 26/6 er næste brag i Laurbjerg Hallen.
Kampstart kl. 16:00 Danmark - Frankrig

Lilleåskolens skolefest er rykket en halv time frem til kl 18, så alle kan nå at se kampen og derefter gå over til skolen til fest.
Men ALLE er velkomne om man skal til fest eller ej.

Så: Kom op af sofaen og væk fra flimmeren, og mød naboen over en øl eller sodavand til FODBOLD PÅ STORSKÆRM, mens vi hepper på vores Danske Helte!